‘Bibeltro’ præsteuddannelse fik overskud

For første gang i 3 år kan Menighedsfakultetet melde om overskudEn måned før regnskabsårets slutning i juni måned var der krisestemning på Menighedsfakultetet (MF) i Århus. Da manglede man nemlig stadig 1,6 mio. kr. Men nu kan en glad forretningsfører ånde lettet op:- Regnskabsåret endte med et overskud på 124.779 kr. Efter to år med underskud glæder det os meget, at der igen er dækning for udgifterne, og endda et overskud til at dække noget af de foregående års underskud, skriver Walther Plauborg Hansen i ”Vennebladet”, Menighedsfakultetets nyhedsblad.

Menighedsfakultetet er et bibeltro supplement til universitetet
Manglede 1,6 mio.

Lettelsen er forståelig. Den 22. maj – med godt en måned til regnskabsårets afslutning – kunne vi læse et nødråb fra den bibeltro teologiuddannelse.
– Vi har brug for 1,6 millioner kr. inden den 1. juli for at nå det budgetterede mål på 6.430.000 kr. Det er 700.000 mere, end der kom ind i samme periode sidste år, udtalte landssekretær Nils Andersen dengang.
– Vores økonomiske krise i foråret skyldtes, at vi på det tidspunkt manglede gaveindtægter svarende til 2½ måneds budget, fortæller Walter Plougborg Hansen.

Ekstra gaver

Men besparelser og øgede indtægter vendte skuden:
– Gaveindtægterne er samlet steget 4,7% i forhold til året før, ikke mindst i kraft af den ekstraordinære håndsrækning i juni.
MF har i året modtaget arvebeløb på i alt 607.000 kr. Arvebeløbene opsamles i en fond, hvorfra der hvert år overføres 20% til driften.
Udgifterne er 5,4% mindre end året før svarende til 351.000 kr. Faldet skyldes besparelser på de fleste udgiftsposter, herunder at der er lidt færre på lønningslisten, fortæller Plauborg Hansen, hvis højeste ønske er at stabilisere MF’s økonomi. Budgettet for indeværende år er derfor nedskrevet til 6,2 millioner.
Den største udgiftspost er lønninger, hele 4,7 mio. Menighedsfakultetet har 17 ansatte. Derimod er husleje og ejendomsdrift til at overskue, knap 400.000 kr.
Menighedsfakultetet er et teologisk uddannelsessted for fremtidens præster, teologer og religionslærere. I dag arbejder 124 af MF’s kandidater som præster, heraf 109 i Folkekirken. 18 er undervisere på bibelskoler eller højere læreanstalter, 13 arbejder med ydre mission, 22 er ansat i kirkelige organisationer og 4 er sognemedhjælpere.